Praktikinstitution Soralu:

Praktikinstitution Soralu:
Adr.: Qernertunnguanut 1, postboks 2194, 3905 Nuussuaq. Det er hertil alt vores post også skal sendes.

søndag den 5. oktober 2008

Naturens funktioner som pædagogisk redskab:


Naturens forskellige funktioner styrker det enkeltes barns motoriske udvikling på flere områder. Nedenfor skitserer jeg kort, på hvilke måder jeg ser, at naturen er med til at udvikle den motoriske udvikling hos børn fra 3-6 år i børnehave.

Styrker barnets balancesans og følelse af tyngdekraft:
(Den vestibulære sans )
Ved at benytte os af det ujævne underlag i fjeld, på sten, til stranden udfordres barnets vestibulære sans og balance. Der sker en kordinering hele tiden og balancen udfordres. Man kan se det på de små i børnehave, ved ture til stenstrand, som er meget udfordrende for balancen, falder de oftere end ellers, fordi deres vestibulære sans ikke helt kan korrigere helt rigtigt endnu. De 5-6 årige klarer det at gå på stenene helt perfekt, fordi deres vestibulære system har lært at styre kroppens holdningsreflekser ift. underlaget.

Styrker rum og retning hos barnet :
( Den visuelle sans )
Under åben himmel og med fjelde og sten omkring os, tvinges barnet til hele tiden at bruge rum og retning til at orientere sig om, hvor vi er. Når vi kaster sten i vandet og ser, hvor langt vi kan kaste, øves barnet i afstand og hastighedsopfattelse.
At komme ud og bevæge os i fjeld over længere strækninger giver barnet en fornemmelse af rum og tid, som udvikler barnets accept af egen krop og sig selv og fremmer derved jeg-udviklingen hos barnet. Jeg kan se, at børnene bliver glade for at kunne noget mere og større i naturen og det øger deres selvværd og jeg-opfattelse på en positiv måde samtidig med at den motoriske udvikling øges.

Styrker kropsposition og bevægelser:
( Den proprioceptive sans/muskel-ledsansen )
Når vi skal op og ned af store sten/klipper trænes barnet i at spænde muskler/led til at sætte fra og springe ned, dette skal tilpasses højden og vurderes igennem den visuelle sans. Gentagelser af dette gør, at barnet bliver bedre til at korrigere spænding/afspænding for at springe fra sten til sten.
Løb og almindelige skridt på stier og i fjeld styrker samtidig muskel-led sansen, fordi underlaget skiftesvis er blødt og hårdt og derfor må barnet hele tiden justere benenes fjedring ift. underladet.

Styrker smags og lugtesansen:
( Den gustatoriske og olfaktoriske sans )
Her fra sommeren og indtil nu har alle børn i børnehave været glade for at plukke sortebær og blåbær, hvilket giver fornemmelse for forskellige smagsoplevelser. At plukke bærrerne indebærer en vis finmotorisk håndtering for ikke at ødelægge bæret. Planten qajaasat, som kan bruges til the, dufter helt specielt, når barnet plukker den, stimuleres barnets lugtesans.

Styrker barnets følesans:
( Den taktile sans )
Overalt hvor vi kommer i naturen stimuleres barnets følesans. Det kan være at plukke sortebær, hvor bæret går i stykker, hvis barnet trykker det for hårdt eller det kan være en sten, som kan trykkes lige så hårdt som muligt uden at gå i stykker. Følelsen af at forskellige ting har forskellig evner og muligheder, giver samtidig barnet en oplevelse af forskellighed og kan fortælle barnet at kroppen også kan noget forskelligt. Naturens planter har også en forskellig taktil følelse, når vi samler ting til kreative aktiviteter. Nogle planter stikker, andre er helt bløde.
______________________

Overordnet set styrker naturen hele tiden barnets adaptive respons. Det sker på den, at barnet i naturen ikke kan undgå at reagere på de sanseoplevelser, der er omkring barnet i naturen. Barnet ser en sten og reagerer ved at gå hen og tage stenen og bruge den til et eller andet. Barnet kan igennem leg med ting i naturen tilegne sig flere færdigheder både motorisk og sansemæssigt. Motorisk på den måde, at barnet bruger hele kroppen i sin leg og sansemæssigt ved, at barnet udfordrer alle sanser og som derved udvikles.
I naturen kommer udfordringer for barnets sanseintegration helt naturligt og det giver os en meget stor tilfredsstillelse at kunne blive bedre og bedre til at kunne reagere på denne sansning med adaptiv respons.(Ayres, s.29)

Sluttelig er det meget svært at være negativ i naturen. Her sker hele tiden nye ting, som skal opleves. Den åbne himmel omkring en, gør at hver enkelt barn bedre kan udfolde sig og bruge mere rum/plads til udvikling af motorik, selvbevidsthed og sanseintegration.

Citat fra A.Jean Ayres:

”Mennesket er skabt til at glæde sig over ting, som fremmer hjernens udvikling, og derfor søger vi naturligt sanseoplevelser, som hjælper os til at organisere vores hjerne. Det er en af grundene til, at børn ... holder af at løbe og springe omkring og lege på legepladser og på stranden. De ønsker at bevæge sig, fordi sanseoplevelserne ved bevægelse giver deres hjerne næring.” ( Ayres, s.29)


Anvendt litteratur:
- Ayres, A. Jean (2007): ”Sanseintegration hos børn”, Hans Reitzels forlag, 2. udgave, 1. oplag.


- Schiøller, Steen (2002): ”Sansemotoriske aktiviteter i vand – lege og tilvænningsaktiviteter for 0-12 årige”, Forlaget Fryd.

Ingen kommentarer: