Praktikinstitution Soralu:

Praktikinstitution Soralu:
Adr.: Qernertunnguanut 1, postboks 2194, 3905 Nuussuaq. Det er hertil alt vores post også skal sendes.

onsdag den 3. september 2008

Logbog d.3. september:

Jeg har desværre været syg en uges tid, men er på fode igen og kom på arbejde i mandags, hvor jeg for første gang mødte min vejleder og vi fik heldigvis med det samme tid til at sætte os sammen og se på min målformulering. Indtil videre har jeg arbejdet selv med den og det har været svært for mig at vide hvad der ville være realistiske mål og hvor/hvad jeg kunne gøre brug af i lokalsamfundet. det er blevet mere afklaret nu med min vejleder, nu mangler jeg kun en sidste vejledning for at få den endelige målformulering godkendt fra institutionen. Tingene går langsommere her og der skal mange forklaringer til selv basale ting. Jeg oplever her i institutionen at det helt konkret er barnets basale behov, som søvn, mad, nærhed mm., som prioteres meget og som der skal arbejdes med. Det kan for mig virke helt mærkeligt ikke at trøste et barn som er ked af det ved an afleveringssituation.

Jeg kan give et eksempel fra den anden dag. ( dette har meget med mit menneskesyn og omsorgsspigt at gøre )
En lille pige bliver afleveret i vuggestuen ( vuggestue og børnehave er sammen om morgenen ) Jeg har åbnet denne dag og været med til at tage imod de første børn. Pigen her har haft lang ferie og det er hendes første dag i vuggestuen efter ferien. Hun bliver sønderknust da moderen går sin vej og siger farvel. en af mine kollegaer henter sut til hende, mens vores souschef sidder med pigen. Billedet ser sådan ud. Mine kollega sidder med benene ud til side, hvor pigen sidder imellem og græder og græder. Min kollega tager hende ikke op og under hende ikke opmærksomhed, men prøver istedet at fange hendes opmærksomhed med en bil, hvilket ikke hjælper. Da sutten kommer hjælper det to sekunder og alligevel gør min kollega ikke noget. Jeg sidder ikke langt væk og overvejer flere gange om jeg skal gøre noget. Har virkelig lyst til det, for det er hjertepirerende at høre pigen græde. Tilsidst tænker jeg, nej, det skal ikke gå udover pigenat jeg som studerende går over og tager hende fra souschefen og giver hende nærhed ( som jeg finder det rigtig at gøre ) bare fordi hun sidder ved souschefen og det kunne se ud som min kollega taber ansigt. Jeg rejser mig og får fat i pigen på gulvet, snakker med hende og tager hende helt op til mig. Det hjælper, men hun er stadig ked af det. Lidt efter kommer hun over til Mette, også fra børnehaven og hun er næsten holdt op med at smågræde. Jeg spørger min kollega fra vuggestuen om hun ved hvorfor pigen er så ked af det. Svaret jeg får er; hun har haft lang ferie og hun bestemmer vidst meget hjemme i familien og det kan hun ikke her. Jeg når ikke at tale mere med min kollega om emnet at give børn den nærhed de har brug for, da stuerne deles.

Dette oplevede jeg i mandag d. 1. september, efterfølgende snakkede jeg med min vejleder om at give barnet nærhed og min vejleder sagde at det er noget som der er aftalt at blive bedre til i personalegruppen. Og det er mentaliteten hos grønlændere bare at lade deres børn græde færdig og halvvejs trøste sig selv, ved jeg ikke, men det er ihvert fald meget stik imod mine principper og menneskesyn ift. børnene.