Jeg er blevet meget klar over at jeg skal være på forkant med tingene her. Når vi har personale eller stuemøde, så skal jeg til at starte med altid sørge for at få en til at oversætte fra grønlandsk til dansk til mig, så jeg får alt med under mødet. Jeg skal også tage mig i ikke at lukke mig selv lidt ude fordi jeg ikke forstår det grønlandske. Det kan man godt være lidt tilbøjelig til for ikke at virke irriterende på kollegaerne ved hele tiden at spørge.
Jeg har oplevet denne her sprogbarriere flere gange, mest tydeligt er det til rundkreds, hvor alt foregår på grønlandsk. Til min vejledning idag snakkede jeg med min vejleder om, at jeg bare skal spørge og også sagtens kan holde en samling på dansk. De fleste børn kan dansk, men mine kollegaer gør det helst på grønlandsk og indtil nu har jeg ikke villet virke som at jeg bare kom og alt absolut også skulle være på dansk. Jeg skal derfor blive bedre til bare at gøre og sige, hvordan og hvad jeg synes, samt at spørge og være på forkant med tingene, så jeg er med på lige fod med de andre kollegaer på stuen.
mandag den 15. september 2008
Logbog: Fredag d. 12. sept. 08:
Fordi turen igår ikke gik optimalt, får vores lederen samlet personalet på sstuen, så vi lige får snakket ud om tingene og aftalt hvordan det gør fremover. det virkede rigtig godt at hun gjorde det og jeg var glad for at blive helt klar over, hvad der var sket mellem mine to kollegaer på stuen!!
Lederen giver en situation som hun oplevede da vi var på vej ud af døren: Hun fandt to børn nede i gangen helt alene uden voksen go da hun spørger dem, hvad de laver, svarer de: "de andre er gået fra os". Janni var oppe på 1. sal og tage tøj på en af pigerne og en voksen tager eget tøj på i personalerummet, samtidig med at de første to er gået ud til bussen. Det er forert at lade nogle af børnene stå alene til tilbage.
Vi bliver enige om at når vi skal på tur, skal den voksne som er først færdig stille sig ned i gangen til hoveddøren og vente til alle er klar. Har børnene varmt tøj på, så kan det lade sig gøre også at stille sig på trappen ude og vente.
Hver dag har vi rundkreds sammen med børnene og her aftaler vi, at vi skal blive bedre til at fordele ansvar og planlægge hvordan vi gør.
På tur skal vi på stuen blive bedre til at en voksen går først og sidst i rækken og i bussen er det strengt nødvendigt at en voksen bliver tilsidst tilbage og sørger for at tjekke at alle børn er med ude.
Det er sådanne overvejelser og aftaler som skal foregå meget mere med tydelige aftaler. Institutionen er så ny og meget af personalet er ikke uddannet, derfor er det mange af de basale ting, som vi ville tage for givet i Danmasrk, som hele tiden skal siges her.
Lederen giver en situation som hun oplevede da vi var på vej ud af døren: Hun fandt to børn nede i gangen helt alene uden voksen go da hun spørger dem, hvad de laver, svarer de: "de andre er gået fra os". Janni var oppe på 1. sal og tage tøj på en af pigerne og en voksen tager eget tøj på i personalerummet, samtidig med at de første to er gået ud til bussen. Det er forert at lade nogle af børnene stå alene til tilbage.
Vi bliver enige om at når vi skal på tur, skal den voksne som er først færdig stille sig ned i gangen til hoveddøren og vente til alle er klar. Har børnene varmt tøj på, så kan det lade sig gøre også at stille sig på trappen ude og vente.
Hver dag har vi rundkreds sammen med børnene og her aftaler vi, at vi skal blive bedre til at fordele ansvar og planlægge hvordan vi gør.
På tur skal vi på stuen blive bedre til at en voksen går først og sidst i rækken og i bussen er det strengt nødvendigt at en voksen bliver tilsidst tilbage og sørger for at tjekke at alle børn er med ude.
Det er sådanne overvejelser og aftaler som skal foregå meget mere med tydelige aftaler. Institutionen er så ny og meget af personalet er ikke uddannet, derfor er det mange af de basale ting, som vi ville tage for givet i Danmasrk, som hele tiden skal siges her.
Logbog: Torsdag d. 11. sept. 08:
Idag er der kaffemik på stenstranden ved radiofjeldet i Nuuk by. Tele, som heroppe styrer internet og telefon, har lagt et kabel over til Canada for at få bedre forbindelse til Grønland og de er blevet færdige idag, derfor holder de kaffemik. Vores leder hørte i radioen at de holdt kaffemik og foreslog at vi tog afsted.
Soralu er en meget ny institution og det bar turen også præg af.
Min oplevelse af turen var en tur, hvor der manglede kommunikation imellem personalet, hvilket der skal arbejdes på fremover.
Da vi skal afsted, gøres børnene klar ( 12 børn og 4 voksne ) af to voksne, mens to andre tager tøj på. Pga morgenmøde kommer min sidste kollega lidt sent ud og tage tøj på.
Jeg er i tøjet, tænker at de to andre grønlandske kollegaer har fået snakket sammen om turen, så jeg gør den sidste pige klar og følger de andre ud af døren.
da jeg kommer ud, ser jeg, at de andre allerede stiger på bussen. Jeg skynder mig at sige til pigen, at vi må løbe og vi når det da også lige. På bussen spørger jeg min kollega, om hun ved, hvor vi skal af og får et ja tilbage, så tænker jeg ikke mere på det.
Da vi kører forbi det stoppested, jeg troede vi skulle af på, bliver jeg godt nok igen lidt urolig, men tænker som så, min kollega har styr på det.
da vi er steget af bussen og gået lidt, går det op for os at vi ikke er det rigtige sted. Vi ringer rundt og får at vide vi skulle ha været af meget tidligere. Nåh, vi går så istedet tilbage til det tidligere stoppested. Her står min kollega og da vi kommer, peger hun pegefinger af os og siger noget på grønlandsk, som jeg ikke forstår.
( senere får jeg at vide, at hun skældte min kollega ud foran børnene fordi de var taget afsted uden hende, og jeg som troede at det var aftalt - ups. )
resten af turen ved klaffemikken var hyggelig og god, fik bussen hjem. Kom sent hjem og fik næsten først frokost, hvor de andre spiste eftermiddagsfrugt. Vi havde heldigvis fået noget ved kaffemikken. og nogle flotte kaskettter og nøgleringe som reklame for Tele.
Soralu er en meget ny institution og det bar turen også præg af.
Min oplevelse af turen var en tur, hvor der manglede kommunikation imellem personalet, hvilket der skal arbejdes på fremover.
Da vi skal afsted, gøres børnene klar ( 12 børn og 4 voksne ) af to voksne, mens to andre tager tøj på. Pga morgenmøde kommer min sidste kollega lidt sent ud og tage tøj på.
Jeg er i tøjet, tænker at de to andre grønlandske kollegaer har fået snakket sammen om turen, så jeg gør den sidste pige klar og følger de andre ud af døren.
da jeg kommer ud, ser jeg, at de andre allerede stiger på bussen. Jeg skynder mig at sige til pigen, at vi må løbe og vi når det da også lige. På bussen spørger jeg min kollega, om hun ved, hvor vi skal af og får et ja tilbage, så tænker jeg ikke mere på det.
Da vi kører forbi det stoppested, jeg troede vi skulle af på, bliver jeg godt nok igen lidt urolig, men tænker som så, min kollega har styr på det.
da vi er steget af bussen og gået lidt, går det op for os at vi ikke er det rigtige sted. Vi ringer rundt og får at vide vi skulle ha været af meget tidligere. Nåh, vi går så istedet tilbage til det tidligere stoppested. Her står min kollega og da vi kommer, peger hun pegefinger af os og siger noget på grønlandsk, som jeg ikke forstår.
( senere får jeg at vide, at hun skældte min kollega ud foran børnene fordi de var taget afsted uden hende, og jeg som troede at det var aftalt - ups. )
resten af turen ved klaffemikken var hyggelig og god, fik bussen hjem. Kom sent hjem og fik næsten først frokost, hvor de andre spiste eftermiddagsfrugt. Vi havde heldigvis fået noget ved kaffemikken. og nogle flotte kaskettter og nøgleringe som reklame for Tele.
Fredag d. 12. sept.: Der er faldet den første sne......
Nu er sneen endelige faldet på Store og Lille Malene, det betyder heroppe sne i byen om en måned måske kun 14 dage. Så begynder vinteren virkelig at nærme sig. Heroppe kommer sneen tidligt, men ligger først rigtig og dækker alle klipper og sten hen i december. Skiliften på Lille Malene åbner nok først sidst i december.
Herunder er et billede af Store malene fra fjeld på vej hjem fra arbejde:
Nederst er udsigten hjemmefra vores lejlighed:
Herunder er et billede af Store malene fra fjeld på vej hjem fra arbejde:
Nederst er udsigten hjemmefra vores lejlighed:
onsdag den 10. september 2008
Logbog : Fredag d. 5. sept.:
Som dagens højdepunkt fik vi om eftermiddagen leveret en hel sæl, fanget dagen i forvejen, af den lokale fanger. Sælen blev lagt ovenpå pap og plastikposer inde i gulvet midt i fællesrummet og alle børn og voksne samledes om dyret. ( Jeg var helt paf, tænk at ordne sælen lige midt i det hele ) Mens børnene så på, blev sælen flået og parteret i mindre stykker. En enkelt af pigerne begyndte at græde i starten, hun havde nok ikke set det før og ellers var børnene meget nysgerrige og fik lov til at røre sælen, dem der ville. Hvis jeg kunne ha noget imode at se råt kød derhjemme, er det sandelig noget man kommer over heroppe. Der er forholdet til naturen helt anderledes og det er en overlevelse at fange en sæl, som kan brødføde familien i flere dage og derfor en hel naturlig ting som sagt at flå og partere sælen fælles i familien. Sådan var det førhen, der er her i Nuuk, som er ved at være en stærre by, flere af børnene også grønlandske som ikke oplever at flå en sæl derhjemme. Sæl lugter meget kvalmt, lugte hænger i tøjet længe efter man har spist eller været i nærheden af sæl. Der er meget blod i sælkødet og det gør kødet meget sødt at spise. smagte det første gang vi fik Puisi suaasat i børnehaven og det er utrolig sødt. Efter at sælen var ordnet, blev der smagt på rå lever, her glippede mit mod og jeg kunne simpelthen ikke få den blodige klump ned som lå i mine fingre. Jeg havde fået rigeligt af den kvalme lugt til at jeg i flere timer efter, kunne få den ud af næsen igen. Først da jeg tog hjem, følte jeg efter en frisk gåtur hjem at være kommet af med lugten. En meget spændende grønlandsk dag i børnehaven. :) Du kan ses billederne fra dagen til højre -
onsdag den 3. september 2008
Logbog d.3. september:
Jeg har desværre været syg en uges tid, men er på fode igen og kom på arbejde i mandags, hvor jeg for første gang mødte min vejleder og vi fik heldigvis med det samme tid til at sætte os sammen og se på min målformulering. Indtil videre har jeg arbejdet selv med den og det har været svært for mig at vide hvad der ville være realistiske mål og hvor/hvad jeg kunne gøre brug af i lokalsamfundet. det er blevet mere afklaret nu med min vejleder, nu mangler jeg kun en sidste vejledning for at få den endelige målformulering godkendt fra institutionen. Tingene går langsommere her og der skal mange forklaringer til selv basale ting. Jeg oplever her i institutionen at det helt konkret er barnets basale behov, som søvn, mad, nærhed mm., som prioteres meget og som der skal arbejdes med. Det kan for mig virke helt mærkeligt ikke at trøste et barn som er ked af det ved an afleveringssituation.
Jeg kan give et eksempel fra den anden dag. ( dette har meget med mit menneskesyn og omsorgsspigt at gøre )
En lille pige bliver afleveret i vuggestuen ( vuggestue og børnehave er sammen om morgenen ) Jeg har åbnet denne dag og været med til at tage imod de første børn. Pigen her har haft lang ferie og det er hendes første dag i vuggestuen efter ferien. Hun bliver sønderknust da moderen går sin vej og siger farvel. en af mine kollegaer henter sut til hende, mens vores souschef sidder med pigen. Billedet ser sådan ud. Mine kollega sidder med benene ud til side, hvor pigen sidder imellem og græder og græder. Min kollega tager hende ikke op og under hende ikke opmærksomhed, men prøver istedet at fange hendes opmærksomhed med en bil, hvilket ikke hjælper. Da sutten kommer hjælper det to sekunder og alligevel gør min kollega ikke noget. Jeg sidder ikke langt væk og overvejer flere gange om jeg skal gøre noget. Har virkelig lyst til det, for det er hjertepirerende at høre pigen græde. Tilsidst tænker jeg, nej, det skal ikke gå udover pigenat jeg som studerende går over og tager hende fra souschefen og giver hende nærhed ( som jeg finder det rigtig at gøre ) bare fordi hun sidder ved souschefen og det kunne se ud som min kollega taber ansigt. Jeg rejser mig og får fat i pigen på gulvet, snakker med hende og tager hende helt op til mig. Det hjælper, men hun er stadig ked af det. Lidt efter kommer hun over til Mette, også fra børnehaven og hun er næsten holdt op med at smågræde. Jeg spørger min kollega fra vuggestuen om hun ved hvorfor pigen er så ked af det. Svaret jeg får er; hun har haft lang ferie og hun bestemmer vidst meget hjemme i familien og det kan hun ikke her. Jeg når ikke at tale mere med min kollega om emnet at give børn den nærhed de har brug for, da stuerne deles.
Dette oplevede jeg i mandag d. 1. september, efterfølgende snakkede jeg med min vejleder om at give barnet nærhed og min vejleder sagde at det er noget som der er aftalt at blive bedre til i personalegruppen. Og det er mentaliteten hos grønlændere bare at lade deres børn græde færdig og halvvejs trøste sig selv, ved jeg ikke, men det er ihvert fald meget stik imod mine principper og menneskesyn ift. børnene.
Jeg kan give et eksempel fra den anden dag. ( dette har meget med mit menneskesyn og omsorgsspigt at gøre )
En lille pige bliver afleveret i vuggestuen ( vuggestue og børnehave er sammen om morgenen ) Jeg har åbnet denne dag og været med til at tage imod de første børn. Pigen her har haft lang ferie og det er hendes første dag i vuggestuen efter ferien. Hun bliver sønderknust da moderen går sin vej og siger farvel. en af mine kollegaer henter sut til hende, mens vores souschef sidder med pigen. Billedet ser sådan ud. Mine kollega sidder med benene ud til side, hvor pigen sidder imellem og græder og græder. Min kollega tager hende ikke op og under hende ikke opmærksomhed, men prøver istedet at fange hendes opmærksomhed med en bil, hvilket ikke hjælper. Da sutten kommer hjælper det to sekunder og alligevel gør min kollega ikke noget. Jeg sidder ikke langt væk og overvejer flere gange om jeg skal gøre noget. Har virkelig lyst til det, for det er hjertepirerende at høre pigen græde. Tilsidst tænker jeg, nej, det skal ikke gå udover pigenat jeg som studerende går over og tager hende fra souschefen og giver hende nærhed ( som jeg finder det rigtig at gøre ) bare fordi hun sidder ved souschefen og det kunne se ud som min kollega taber ansigt. Jeg rejser mig og får fat i pigen på gulvet, snakker med hende og tager hende helt op til mig. Det hjælper, men hun er stadig ked af det. Lidt efter kommer hun over til Mette, også fra børnehaven og hun er næsten holdt op med at smågræde. Jeg spørger min kollega fra vuggestuen om hun ved hvorfor pigen er så ked af det. Svaret jeg får er; hun har haft lang ferie og hun bestemmer vidst meget hjemme i familien og det kan hun ikke her. Jeg når ikke at tale mere med min kollega om emnet at give børn den nærhed de har brug for, da stuerne deles.
Dette oplevede jeg i mandag d. 1. september, efterfølgende snakkede jeg med min vejleder om at give barnet nærhed og min vejleder sagde at det er noget som der er aftalt at blive bedre til i personalegruppen. Og det er mentaliteten hos grønlændere bare at lade deres børn græde færdig og halvvejs trøste sig selv, ved jeg ikke, men det er ihvert fald meget stik imod mine principper og menneskesyn ift. børnene.
onsdag den 27. august 2008
Koloni med Soralu:
Kolonien varer fra fredag d. 15. aug. - fredag d. 22. aug. Det er første udflugt for Soralu, så alle er ret spændte på hvad deter vi møder i bugden Kapisillit. Vi skulle ha sejlet med båden Emauel og det ville ha taget 5 1/2 time fordi dens ene motor var i stykker, heldigvis var vi så heldige at båden Juvel blev sat ind på ruten istedet og så tog det os kun 3 timer at komme ind af fjorden til Kapisillit. Vi overnattede i en nedlagt skole, som viste sig ikke at være nedlagt. Så onsdag skulle en pige starte i skole og det er ellers noget af en begivenhed heroppe :)
Pigen som starter i skole kommer i nationaldragt og skolen ( altså os og læreren) holder kaffemik for pigen og hendes forældre. Der synges salmer og nationalsang til ære for pigens skolestart. Bagefter var vi alle inviteret ned til kaffemik i Bugdens fælleshus og der var alt mulig forskellig grønlandsk mad. Meget forskellig kød. Jeg fik smagt muskus, rensdyr, rype, marsvin og mm. Det var en vild spændende oplevelse og hele bugden kom i løbet af dagen og fik sig en bid mad.
På kolonien var vi meget på fjeld, vi grillede flere gange, plukkede ekstremt mange sorte-bær, som grønlændere elsker at bruge til alt muligt og vi samlede urter til the. Alt som vokser på fjeldene kan simpelthen bruges, det er helt fantastisk at finde ud af.
Vi havde lidt regn og blæst, men heldigvis slap vi så for alle de irriterende smådyr som ellers plehjer at være så irriterende i bygderne.
Det var en skøn koloni, men jeg syntes det var lang tid at være væk fra Nuuk og Preben.
Bare efter at ha været her i Nuuk i 14 dage, sagde jeg også at vi skulle "hjem" og mente Nuuk ;)
Pigen som starter i skole kommer i nationaldragt og skolen ( altså os og læreren) holder kaffemik for pigen og hendes forældre. Der synges salmer og nationalsang til ære for pigens skolestart. Bagefter var vi alle inviteret ned til kaffemik i Bugdens fælleshus og der var alt mulig forskellig grønlandsk mad. Meget forskellig kød. Jeg fik smagt muskus, rensdyr, rype, marsvin og mm. Det var en vild spændende oplevelse og hele bugden kom i løbet af dagen og fik sig en bid mad.
På kolonien var vi meget på fjeld, vi grillede flere gange, plukkede ekstremt mange sorte-bær, som grønlændere elsker at bruge til alt muligt og vi samlede urter til the. Alt som vokser på fjeldene kan simpelthen bruges, det er helt fantastisk at finde ud af.
Vi havde lidt regn og blæst, men heldigvis slap vi så for alle de irriterende smådyr som ellers plehjer at være så irriterende i bygderne.
Det var en skøn koloni, men jeg syntes det var lang tid at være væk fra Nuuk og Preben.
Bare efter at ha været her i Nuuk i 14 dage, sagde jeg også at vi skulle "hjem" og mente Nuuk ;)
Abonner på:
Opslag (Atom)
