Logbog d. 7. august 2008:

Møde om kolonien fortsætter i dag. I dag mødes kun kolonigruppen og skal dele ansvarsopgaver ud.
Jeg er på institutionen den første praktikant de har og det kan jeg godt mærke i og med at jeg ikke vises de store ansvarsopgaver. Jeg foreslog at jeg kunne hente førstehjælpskasse til kolonien med nogle børn ( Jeg syntes ikke det var det store, Stark ligger ikke langt væk på Industrivej og jeg kunne sagtens finde derhen, fordi vi selv ved ankomsten skulle hente en pakke fra Blue water på samme vej. ) Og Nuuk er ikke så stor, kender de fleste store gader allerede. Men mht. at jeg skulle afsted, mente min vejleder at det bedste var kun at have et barn med, men hun var meget åben for at jeg skulle gøre det og vi aftalte at det gjorde jeg næste dag. Desværre var mine to kollegaer på stuen ikke helt så meget klar på at jeg tog afsted selv.
I Soralu er det værd at bemærke at stort set det meste af personalet er ikke pædagogisk uddannet og det gør at mange af tingene kører på bedste beskub. Institutionen er meget heldige fordi de har fået personale overhovedet, heroppe er der meget mangel på arbejdskraft og flere steder kører med underbemanding. Da der er denne meget mangel, er alle arbejdspladser også nødt til at gå på kompromis med hvilke ansatte de får. F.eks. er mange undervisere på folkeskolerne kun alm. 9. klasses uddannede og underviser her i engelsk el. lign. helt op til 10. klasse. Det helt nye universitet som er blevet bygget i Nuuk er ikke åbnet fordi der ikke er nogle der kan undervise der endnu. Alt føles som køre det på bedste vis. Mange skoler kan heller ikke undervise på grønlandsk fordi ingen lærer kan grønlandsk.
De fleste børn kan derfor her i Nuuk dansk og lære det ret hurtigt. Jeg føler det dog svært at komme helt tæt på de små i vuggestuen, fordi jeg ikke kan deres modersmål. Det at være fremmed her er meget anderledes end som jeg følte det på elevhjemmet i Fredericia. Der var jeg fremmed fordi jeg ikke kunne sproget, men var i min danskhed ens lig de andre kollegaer og børn på hjemmet, her er jeg virkelig en fremmed i alle henseender. Det er stor overskridelse at komme og være så fremmed på sin arbejdsplads. Da min vejleder er i Danmark til 25. august har jeg fået afdelingslederen for institutionen til vejleder og hun gør virkelig meget for at få mig til at føle mig tilpas, hun oversætter til mig og lære mig korte grønlandske ord. Jeg har fået vejledning med hendei næste uge. Hun forstår dansk og kan tale det nogenlunde, hun kan være svær at forstå af og til, fordi hun bytter om på nutid og datid og leder nogle gange efter danske ord.
Den første uge på Soralu har været spændende, men også meget anderledes end en dansk arbejdsplads i Danmark. Generelt heroppe går tingene meget mere langsomt, der er ikke et stressende tempo eller stor planlægning. Min rolige opstart skyldes også at i Grønland er sommerferien meget lang, skoler starter først undervisning d. 19. august og jagtsæsonen starter i august plus at mange er ude og sejle i flere dage af gangen. I Grønland er kulturen, at er vejret godt, bliver man hjemme, tager på jagt eller ud og fiske, selvom man skulle ha været på arbejde. Grønlændere er meget ustabile og det kan jeg godt fornemme, giver meget besvær for planlægning og struktur på Soralu som andre steder.
Jeg føler mig meget fremmed i mentalitet. Jeg tænker meget anderledes, føler jeg, end mine kollegaer på stuen. Jeg føler her efter den første uge, at tingene går meget langsomt og at der ikke er særlig meget struktur. Det forvirrer mig at de tager en dag af dagen hele tiden. Aftaler bliver lavet fra dag til dag. I øjeblikket bliver det på morgenmødet besluttet, hvem der passer børn på de forskellige stuer og aktiviteter i løbet af dagen.
Ting tager tid. Torsdag besluttes det på morgenmødet, at to af mine kollegaer skal til byen og købe ind til koloni og min vejleder Mette og jeg passer de 8 børn, som er kommet i børnehave i dag. Vi ( Mette, jeg og børnehavebørnene ) tager til gåtur til stranden. Mette er meget ny også og er lige kommet op i børnehaven fra vuggestuen, så hun kender heller ikke helt børnene så tæt. Vi tager afsted og skal gå tæt på vej og ud i fjelde for at komme til stranden.
Børnene virker overhovedet ikke til at være vant til at komme ud fra institutionen. Vi holder to og to i hånden og Mette og jeg må gentagende gange forklare at vejen er farlig, hvordan vi skal gå over vejen og lign. da vi når frem til fjeldene, har vi problemer med at finde et nemt sted at komme ned til stranden. Mette har ikke været denne vej uden sne, så der går lidt tid med at finde en sti, vi kan bruge. Børnene her selvom vi ikke er mange, går ustabilt, en falder, bliver våd og får en bule i hovedet, Mette får hurtigt ham op igen og vi fortsætter. Det er heldigvis godt vejr og ikke koldt, så det går. Turen ned går meget langsomt. Ved stranden nyder vi at plukke sortebær ( ligner solbær, men er meget mindre og sure, selvom de burde være modne nu ) To af pigerne plukker og spiser og bliver helt sort om munden af bærene ( deraf nok navnet ;) ) Der bliver kastet med sten i vandet og vi finder en død krappe ved vandkanten. Opturen fra stranden går nemmere og børnene klatrer faktisk godt op og får brugt en masse energi.
Mette forklarer mig hjemme i Soralu at mange af børnene ikke er vant til fjeldene, fordi deres forældre kører dem rundt i stedet. For mig virker det helt mærkeligt at bo i Grønland og så være så ukendt som barn med fjeldene. ( Jeg er måske også meget overforsigtig fordi jeg vil passe på børnene og er bange for at de falder, skal tage mig i at lade dem klatre selv :) ) En af opgaverne i børnehaven må derfor være at vise børnene naturen og gøre dem kendt med og vant til at gå.
Det er rigtig godt at børnehaven gør rigtig meget ud af grønlandsk mad til måltid i børnehaven. Der bliver lagt en madplan med grønlandsk mad for hver uge, som alle børn skal spise og selv de danske børn er vilde med de grønlandske måltider, de spiser bare uanset hvad det er. Her torsdag fik vi ”Suaasat puisi” ( Sælkødssuppe ), en suppe med ris, kartofler og sælkød. Meget nem grønlandsk ret, som spises ofte af grønlænderne, fordi den indeholder det rigtige fedt, energi og næring til at holde varmen i vintertiden.